Fandens Mælkebøtte

I Tors Lysskær

grønnes Kaos

ved Myriadens Stiernehær

I Menneskens Huus,

slaaes nu Rod,

som en Gave fra Promethevs;

Jeg priser dig, Mælkebøtte

Skyll nu over mig

mod Plage og Sygdom

Spir og gro,

af Lysets Ve,

ligesom Fanden selv

Op med Helvedsmagt,

Skærsild gul,

Op!, op!, i al din Pragt;

blot slig Skønhed

og blot hin alene

kan stadig vares ved

Vi priser dig, Mælkebøtte

Skyll nu over os

mod Hunger og Nød

Spir og gro, af Lysets Føde,

ligesom Fanden selv

For trædet Skanken

og forsmædelig Fod

staaer du lige ranken

Først skærsildgul,

saa kiøldenshvid,

ligesaa i Iordens Bul

Under hvide Vinger bæres,

i enske Evighedens Traa,

gennem Stængelen Mælken gæres

til, tusind Diævelyngel smaae

Selv mod Ædder og Hakke

og mod Tidseliern

vil du ei sakke,

men du, til evig Tid,

skal staae som Vink

til Menneskens lid

Mod takked Rand,

mod Løvens Tand,

skal Sinder knuges;

af Skærsilds Blom

drives Lutring, drives Liv,

saa Freden holdes tom

Under hvide Vinger bæres,

i enske Evighedens Traa,

gennem Stængelen Mælken gæres

til, tusind Diævelyngel smaae

I Kosmos, en Streg,

Ordenen bugnes deraf

--et Kaoskræfters Pek:

i Vansindets Have

forvolder Udkrudtet

Tugten sig at tave

Jeg priser dig, Mælkebøtte

Skyll nu over mig

mod Plage og Sygdom

Spir og gro,

af Lysets Ve,

ligesom Fanden selv